Sæt fælles fokus på digital dannelse med emner som fake news, kommunikation og digitale fællesskaber
Hvordan genkender man fake news? Hvorfor misforstår vi oftere hinanden på skrift? Hvad betyder det at blive ‘efterladt på læst’? Og hvad er det nu loven siger om at dele nøgenbilleder?
Unge lever i dag en stor del af deres liv på nettet, og når de navigerer sikkert rundt mellem TikTok-trends, Discordkanaler, subreddits og Snapchat-grupper, kan man hurtigt tænke, at de er digitale eksperter. Men selv den mest digitale teenager kan have svært ved at holde styr på internettets skrevne og uskrevne regler.
Derfor er formålet med oplægget for ungdomsuddannelser at klæde eleverne på til det ansvar og de krav, der følger med en digital hverdag. Eleverne bliver klogere på digital kommunikation, sociale mediers designmekanismer, billeddeling, lovgivning, kildekritik og nogle af de digitale faldgruber, de skal være opmærksomme på.
Pointerne bliver formidlet med aktuelle eksempler, masser af humor og uden løftede pegefingre. Missionen er nemlig at skabe refleksion og starte samtaler blandt de unge. Undervejs byder eleverne selv ind med erfaringer og synspunkter gennem øvelser, quiz og afstemninger.
Deltagerprofil
Elever på alle ungdomsuddannelser
1 eller flere årgange
Udbytte
- Fælles introduktion til digital dannelse
- Nye perspektiver på digital dannelse
- Ny viden om digitale tendenser, faldgruber og lovgivning
- Inspiration til det videre arbejde med digital dannelse i klasserne
- Gode råd fra en udefrakommende ekspert
Form
90 minutters foredrag
Oplagt til fællestime for en årgang, temaforløb eller introduktion i begyndelsen af skoleåret
Aktiv inddragelse af elever undervejs med fx quiz, øvelser eller afstemninger
Hvad siger eleverne til workshoppen?
Elever fra Hansenberg EUD og EUX:
– “Det var mega godt. Jeg frygtede, at det ville være kedeligt og at der ville komme en voksen, som bare yappede i en time, men man var faktisk med og det var relevant for en”
– “Det var rart, at det ikke varede så lang tid og at vi ikke kun skulle lytte, men faktisk skulle være med til at gætte og komme op at stå”
– “Det der med lovgivning var ret fedt, også fordi der var eksempler og man måske blev lidt overrasket over hvad der er egentlig er ulovligt”





