Et mobilfrit oplæg med viden, dialog og øvelser om elevernes digitale hverdag, forstyrrelser, lovgivning og kunstig intelligens
Hvordan påvirker notifikationer vores koncentration? Hvad er god stil, når man kommunikerer digitalt? Hvad siger loven om billeddeling, trusler og krænkelser på nettet? Og hvordan kan man forholde sig kritisk til kunstig intelligens, deepfakes og digitalt indhold?
Mange elever på ungdomsuddannelser er vant til at bruge digitale medier, platforme og teknologier hver eneste dag. De kommunikerer, underholder sig, søger information, deler indhold og bruger AI-værktøjer som en naturlig del af deres hverdag. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de altid har overblik over de sociale, juridiske og etiske spilleregler, der følger med.
Dette oplæg giver eleverne en fælles introduktion til digital dannelse og sætter fokus på nogle af de temaer, der fylder i deres digitale hverdag. Eleverne bliver klogere på, hvordan teknologi påvirker fællesskaber, koncentration, kommunikation og ansvar online.
Oplægget foregår i øjenhøjde med eleverne og uden løftede pegefingre. Undervejs bliver eleverne aktiveret gennem håndsoprækninger, quizzer, afstemninger og korte refleksionsøvelser. Målet er at skabe genkendelse, refleksion og et fælles sprog for det videre arbejde med digital dannelse på ungdomsuddannelsen.
Deltagerprofil
Elever på ungdomsuddannelser eller 10. klasse
50-400 elever afhængigt af lokale og opsætning.
Oplægget egner sig særligt godt til førsteårselever og kan bruges som en del af studiestart, fællestime, temadag eller et forløb om digital dannelse.
Udbytte
- Fælles introduktion til digital dannelse
- Nye perspektiver på digital dannelse
- Viden om forstyrrelser, lovgivning og AI genereret indhold
- Inspiration til det videre arbejde med digital dannelse i klasserne
- Gode råd fra en udefrakommende ekspert
Form
60 minutters oplæg med aktiv inddragelse gennem quiz, afstemninger, håndsoprækninger og refleksion. Oplægget kan efter aftale tilpasses til 45 eller 90 minutter.
Hvad siger eleverne til oplægget?
Elever fra Hansenberg EUD og EUX:
– “Det var mega godt. Jeg frygtede, at det ville være kedeligt og at der ville komme en voksen, som bare yappede i en time, men man var faktisk med og det var relevant for en”
– “Det var rart, at det ikke varede så lang tid og at vi ikke kun skulle lytte, men faktisk skulle være med til at gætte og komme op at stå”
– “Det der med lovgivning var ret fedt, også fordi der var eksempler og man måske blev lidt overrasket over hvad der er egentlig er ulovligt”




