Hvordan sætter man professionelle grænser på sociale medier? Skal man acceptere en tidligere patient som ven, og må man dele billeder fra arbejdsdagen? Hvad gør man, når en borger deler sårbare oplevelser online, eller når man selv oplever stress over digitale svartider? Digital dannelse spiller en stadig større rolle i sundhedssektoren, men mange sundhedsprofessionelle føler sig ikke klædt på til at håndtere de digitale aspekter af arbejdslivet.
Workshoppen ‘Faglig Dag’ giver sundhedsfagligt personale viden, sprog og redskaber til at navigere i en digital hverdag, der påvirker både arbejdsliv og privatliv. Vi tager udgangspunkt i deltagernes virkelighed og skaber bro mellem digitale vaner i hverdagen og professionelle situationer, herunder de usagte normer og forventninger til kommunikation på digitale platforme, som kan skabe stress i det kollegiale samarbejde.
Derudover sætter vi fokus på dataetik og den digitale dobbeltgænger: Hvad ved algoritmerne om dig, og hvordan former de vores adfærd? Vi arbejder med digitale færdigheder som en faglig styrke og ruster deltagerne med konkrete værktøjer, der kan tages direkte med i MUS-samtaler og den videre kompetenceudvikling.
Deltagerprofil
- Relevant for alle faggrupper i sundhedssektoren (fx sygeplejersker, SOSU’er, terapeuter, sundhedsformidlere, plejepersonale, psykologer, læger og ledere)
- Tilpasses den konkrete arbejdskontekst for både tværfaglige grupper og specifikke afdelinger
Udbytte
- Opkvalificering i digital dannelse målrettet sundhedsfaglige kontekster
- Redskaber til dialog med kolleger, borgere og patienter om digitale grænser og trivsel
- Øget bevidsthed om egne digitale vaner og påvirkninger
- Refleksioner over arbejdsmiljø og digital etik i sundhedssektoren
- Input til arbejdspladsens digitale strategi og kompetenceudvikling
Form
- Halv- eller heldagsworkshop med oplæg, diskussioner og øvelser
- Løbende vekslen mellem præsentation, øvelse og opsamling
- Fokus på transfer til både privat- og arbejdsliv, hvor deltagerne bidrager aktivt med erfaringer og cases
- Faciliteres af én eller to konsulenter fra Center for Digital Dannelse





