Spurgt?

Spurgt?

Et samarbejde med Telenor om billeddeling og digital kultur

En undersøgelse fra Wilke (2024) viste, at 3 ud af 4 danskere gerne vil spørges, før de deles på sociale medier. Telenors kampagne SPURGT? sætter fokus på, at vi skal huske at spørge, før vi deler billeder af hinanden på nettet og sociale medier.

Målet med kampagnen er at skabe en kulturændring, hvor respekt, samtykke og digital ansvarlighed bliver en stadig mere naturlig del af vores online adfærd. 

Artikler om billeddeling og digital ansvarlighed

Som faglig samarbejdspartner har Center for Digital Dannelse bidraget med viden og rådgivning i forbindelse med kampagnen. Vi har leveret faglig sparring, blandt andet til kampagnens artikler, der formidler centrale perspektiver på billeddeling, privatliv, lovgivning og digitale fodspor.

Artiklerne behandler alt fra deepfakes og kunstig intelligens til sharenting og privatindstillinger på sociale medier – og giver konkrete råd til både børn, unge og forældre. Du kan læse artiklerne på Telenors hjemmeside – vi har linket dertil længere nede i denne case

Oplæg for Telenors medarbejdere om billeddelingskultur

Da kampagnen blev skudt  i gang i sommeren 2024 afholdte Jacob Brøndum på underholdende og tankevækkende vis et oplæg for Telenors medarbejdere fra det danske hovedkontor.

Her satte han fokus på, hvordan billeddeling påvirker vores kultur og hverdag, og hvordan vi alle helt lavpraktisk kan starte med at indstille vores privatindstillinger på diverse apps og spørge os selv: “hvem har jeg sidst delt på sociale medier og havde jeg egentlig spurgt personen, før jeg delte?”. 

“Det er på tide, at vi begynder at tale åbent om nødvendigheden for at skabe større tryghed og medbestemmelse i, hvordan vores online tilstedeværelse er” fortæller Jacob Brøndum, stifter af Center for Digital Dannelse.

Workshops for skoleelever: Hvad er god stil online?

I forbindelse med kampagnen afholdt Telenor en skolekonkurrence blandt tidligere deltagere i initiativet #digitalpænt. De to vinderskoler vandt en workshop på skolen afholdt af Center for Digital Dannelse om god stil online.

Til hver workshop deltog engagerede elever fra hhv. 4. og 6. klassetrin i samtaler om, hvordan man taler med venner og klassekammerater om billeder og grænser på sociale medier. Eleverne reflekterede over, hvad “god stil online” betyder i praksis, og hvordan man kan støtte hinanden, når fx billeder bliver delt uden samtykke eller tonen er hård.

Dialogen blev koblet til elevernes egne erfaringer og konkrete situationer fra hverdagen, og både lærere og elever bidrog aktivt til at finde løsninger og gode råd, der kan styrke den digitale samtale i klassen.

“Vi var faktisk meget imponerede over elevernes engagement og refleksionsevner ift. digitale vaner. Det var nogle utrolig interessante workshops med  vigtige samtaler med udgangspunkt i elevernes perspektiver”, fortæller Telenor i forbindelse med kampagnen.

Prisvindende kampagne, som gør en forskel

Kampagnen SPURGT? blev i maj 2025 tildelt sølvprisen ved Danish Digital Awards i kategorien Best in Purpose. Kategorien hædrer initiativer, der sætter handling bag deres formål og skaber en reel og positiv forskel i samfundet.

Tak til Telenor og teamet bag SPURGT? og til skolerne, der deltog i konkurrencen! I Center for Digital Dannelse tror vi på, at forandring starter med samtale. Kampagnen opfordrer til, at vi – både i de offentlige og private rum – taler med hinanden som venner, familier og kollegaer om, hvornår og hvordan vi deler billeder, og hvordan vi sammen kan skabe et tryggere digitalt fællesskab.